dec 142009
 

Kære alle

Discoaftenen i går var alletiders dansefest for børnene. Der var rigtig gang i den med både dans, sang og diverse rytmiske kropsudfoldelser. Aftenen sluttede med at monitørerne optrådte med 3 livenumre, hvilket resulterede i masser af bifald og endnu mere god stemning.

 Formiddagen bød på en lille og meget hyggelig byvandring i Zinals pittoreske gamle bydel. Det er ganske enkelt et levende museum med skønne, gamle chalets / blokhuse bygget af tømmer.  Vi besøgte en meget lille ferme, hvor man udelukkende opdrætter en speciel sort kvægrace.  Køerne  producerer en smule mælk, men hovedformålet med kvægdriften er »at lave« kvæg, som kan slås og kæmpe mod hinanden!! Der er organiserede turneringer i denne disciplin.

Fra i dag og resten af ugen står vi på ski om eftermiddagen. Det betyder, at vi kan sove en halv time ekstra om morgenen. Det er meget populært og meget tiltrængt.

Børnene er alle ved godt mod, men batterierne er ved at være lidt slidte efterhånden.

 I dag vågnede vi op til det skønneste vejr. Blandt skifreaks kaldes det »Kaiserwetter«, når himlen er blå og solen stråler ned over bjerge og pister.

Dalen vi bor i, er en såkaldt V-dal med meget stejle bjergsider meget tæt på. I kan sikkert forestille jer den fantastiske udsigt med høje sneklædte bjergtoppe til alle sider.

Skiløbet har været specielt godt i dag på grund af det fine vejr. Sneen og pisterne har været super og børnenes skihold er begyndt at rykke højere og højere op i terrænet, hvilket betyder at nybegynderne kører flot på de blå pister, og de øvede prøver kræfter med de stejlere røde pister. Det er dejligt at se og opleve, at alle børnene er meget begejstrede og stolte over deres kunnen på skiene.

Citater fra børnene:

»det er vildt fedt at være her og at stå på ski«, »her er meget smukt«, »det er det bedste jeg nogensinde har prøvet«, »bjergene er utroligt flotte og her er vildt hyggeligt«, »her er over nice«, »det er rigtig sjovt at stå på ski« , »Zinals gamle by er rigtig, rigtig flot«, »de gamle huse er flotte og søde«, »vi har det hyggeligt med hinanden«, »mit værelse er ryddeligt…….«, »vi har det sjovt«,  »jeg kunne godt tænke mig at leje en af de gamle hytter i den gamle by«, »man lærer hinanden bedre at kende«

 Masser af snehvide hilsener fra alle børnene, Charlotte og Jørgen.

 

  2 Responses to “Dagens nyheder fra Zinal mandag d. 14.12.09”

  1. Tak for nyhederne! Forældrene er vist også begyndt at savne deres børn! Der er flere billeder i Galleriet

  2. Dejligt med alle de fotos – en meget stor tak til Jess for hans imponerende arbejde, som vi alle nyder godt af! Og også tak til Charlotte og Jørgen for deres situationsrapporter og entusiastiske indsats – det lyder, som om ungerne har en fantastisk tur!

    PS: Ser ud til, at jeg i første omgang kom til at smide vores kommentar ind under sokkedyrene… må tilskrives travlhed.

Skriv et svar